KWS
   
 

Hardy Hansen, Højvang

Høst den 23. juli:

Rapsen hos Hardy blev høstet den 23. juli efter skårlægning. Frøudbyttet blev 4950 kg pr. ha med 5,7 % vand. Analysen fra grovvaren viste et olieindhold på 48 % og omregnet til standardvare blev udbyttet på 5320 kg pr. ha, hvilket Hardy Hansen synes er meget tilfredsstillende.

Udbytterne på egnen varierer en del, men Quartz-markerne hos Hardy er absolut i den bedre ende, også hvad det endelige resultat angår.
 

Status den 8. maj 2014:

HH5
Hardy Hansen i Quartz-marken, der nu er i fuld blomst.

Rapsen står nu i fuld blomst og de første kronblade er allerede ved at falde. Selve højden på afgrøden er lidt atypisk for Quartz, men begrundet i den meget tætte plantebestand, der vurderes at have fået planterne til at strække sig ekstra i konkurrencen om at få så meget lys som overhovedet muligt. Den tætte plantebestand har også resulteret i at antallet af sideskud er væsentligt begrænset, som kan ses på billederne nedenfor.

HH6
Den tætte plantebestand..

HH7
... har resulteret i en mindre grad af forgrening og en højere rapsplante end normalt i sorten Quartz.

Da vi allerede ved første besøg konstaterede at plantetallet var meget højt, besluttede vi at strategien skulle fokusere på hovedskuddet. Der er derfor ikke vækstreguleret i foråret. Fokus på hovedskuddet skulle gerne give lidt færre frø per plante, men til gengæld en væsentligt højere frøvægt og derigennem sikre et højt udbytte. Det bliver spændende om denne teori holder til høst.

Da sædskiftet ikke er særlig anstrengt skulle svampesprøjtningen egentlig strækkes til slutningen af uge 20 (ca 18 maj), for at få så god en virkning mod skulpesvamp som overhovedet muligt – men da der var mange skulpesnudebiller i marken, blev det besluttet at kombinere sprøjtningen og køre, så snart det ville være muligt. Der bliver anvendt Fastac samt Cantus + Amistar.

HH8
Skulpesnude billen lægger sine æg i frugtknuden eller i den spæde skulpe, hvor larven udvikler sig og æder frøene. Snudebillen er gråbrun og  er med sin lange snude let at adskille fra glimmerbøssen der er sort og blank.

 

Status ultimo marts 2014:

HH_1
Hardy Hansen driver gården ”Højvang” i Sandved mellem Næstved og Skælskør i det sydvestlige Sjælland. Højvang drives med korn, sukkerroer, raps og specialafgrøder såsom spinat, løg og kartofler. Rapsen indgår i et sædskifte med korn.

Hardy Hansen har holdt fast i dyrkningen af linjesorter og til høsten 2014 er der 14,5 ha med sorten Quartz i markplanen. Quartz er valgt, da den var den højest ydende af alle sorter i landsforsøgene i 2013. Sidste år blev der høstet Oracle, der også er en liniesort, på Højvang, med et fantastisk resultat - lige godt 6 ton renvare pr. ha, hvilket er rekord på ejendommen. Da Quartz kommer fra samme forædler som Oracle og har vist bedre resultater i forsøgene, var beslutningen om at skifte sort nem.

På Højvang sættes etableringen af afgrøderne i højsæde og egentlig mener Hardy, at selve etableringen har større betydning end selve sortsvalget. Grunden til at valget falder på linjesorter, er de lavere udsædspriser, der tillader en lidt større udsædsmængde sammenlignet med i hybriderne. Det giver en bedre konkurrenceevne overfor ukrudtet, men kræver at sorten bliver nede og ikke strækker sig. Med mange åbne specialafgrøder er det vigtigt at ukrudtstrykket holdes så langt nede som muligt. Der gør i øvrigt altid 5 år imellem at der dyrkes raps på samme mark.

HH2
Rigtig godt dække af jorden og god konkurrence mod ukrudt. Der er ca. 80 planter per m2

Der pløjes altid forud for rapsen og forfrugten er oftest vinterhvede. Pløjningen er et vigtigt led i bekæmpelsen af spildkorn og er samtidig med til at sikre en ”let” og luftig jord i dybden og en god rodudvikling.  Efter høst af vinterhvede-forfrugten, får stubben lov til at ligge, indtil den pløjes sidst i august. Rapsen sås med en Väderstad kombi såmaskine, så der kan tildeles gødning samtidigt. Der sprøjtes kun mod spildkorn i forageren.

HH3
Trods det høje plantetal, er der udviklet en perfekt pælerod på størrelse med en tommelfinger her i det tidlige forår.

Behandlinger i vinterrapsen frem til ultimo marts 2014  
Sort: Quartz
Udsædsmængde: 6-8 kg (5 kg var tiltænkt, men der skete en fejl ved indstilling)

Gødskning
Efterår:
Forår:

Der blev tilført NOVO Gro i 2012
100 kg N 27 – sammen med såning
2 x 300 kg N27 hhv. 20/2 og 25/3

Ukrudt efterår: 0,25 Command plus 0,5l Stomp
Bekæmpelse af spildkorn i forager
Ukrudt forår: Matrigon mod Kamiller, når det bliver Matrigon-vejr

 

HH4
Rapsen er kun ca. 25 cm og knopperne er stadig godt beskyttet af blade som et godt værn mod en endnu drillende nattefrost. Quartz holder sig nede gennem hele vinteren og har dermed en fantastisk vinterfasthed.

Vi vil senere i sæsonen vende tilbage med nyt fra Quartz vinterrapsmarken hos Hardy Hansen.

 

 
KWS