KWS
   
 

Syltetøj

DK_2009DanishBeetGrower_KW
Af konsulent Elo West Larsen, KWS Scandinavia A/S

Landbruget er en ”geschäft”, hvor vanetænkning er et fyord. Som i andre moderne virksomheder er det derimod nytænkning, udvikling og tallet på bundlinjen, som i første omgang gir mening.

Ole Hansen Holm er kvægavler på familiegården ved Rødekro i Sønderjylland.

Det er nu ikke meget af den gamle gård, som i dag findes på matriklen. For lidt mindre end ti år siden blev der taget en dyb indånding og så røg de gamle driftsbygninger forinden opførelsen af moderne malkestald, som i dag huser godt 450 stykker sortbroget malkekvæg.

Den fornemmeste opgave

Den forretningsmæssige indstilling til landbruget byder Ole Holm konstant at være på udkig efter de bedste muligheder.

Der er konstant fokus på indtjeningen, men som han siger: ”Hvis ikke min allervigtigste opgave skulle være at skabe velvære for dyrene i stalden, hvad skulle den så være”? Og velvære er i høj grad også at sørge for kreaturerne får noget godt at æde.

I forsøget på at optimere fodersammensætningen prøvede Ole Holm sidste år at samensilere roer med fodermajs. Og det gik godt, faktisk rigtig godt!

Den delikate ”fodersandwich” af majs og roer blev modtaget med særdeles stor tilfredshed blandt de sortbrogede. ”Vi har således registreret en væsentlig større aktivitet ved foderbordet efter vi er begyndt at fodre med den blandede ensilage”, lyder det fra Ole Holm.

Målet er i år en daglig foderplan med 8 Fe i græsensilage, 8 Fe i kolbemajs, 2 Fe i korn og så 4 Fe i sojaskrå.

 

Logistikken på plads

Rent praktisk kan samensileringen godt være lidt af en udfordring, indrømmer Ole Holm. ”Men vi har folk som er villige til at hjælpe til med kørslen og ikke mindst en dygtig lokal Ole opfinder, som har videreudviklet en Thyregod roeoptager, så den knuse roerne, samtidig med at den også kan håndtere den snittede roetop.

Og sådan blev det. Midt i oktober sidste år blev der samtidig med majshøsten optaget roer med top, som blev kørt hjem på pladsen. Her blev der lagt knuste roer med top i ensilagen i forholdet omkring 1:4.

Med to gummigeder i stakken blev roemassen fra de omkring tredive hektar med roer fordelt nogenlunde ligeligt med den snittede majs fra godt et hundrede hektar. Efter en optimal ensilering giver roerne variation i foderet, hvor de fremtræder med en konsistens som syltede agurker.

 

Finde melodien

Fodringsmæssigt har samensileringen vist sig ar være en stor succes, selvom der dog er mulighed for forbedringen af hele konceptet.

For det første har der fra sidste års ensilering været nogen fraløb af saft fra toppen. Derfor bør forholdet mellem roer om majs nok justeres til omkring 1:5 i stedet for 1:4, forklarer Ole Holm. Og det er da også en mulighed, at toppen ryger ud til højre. ”Det har vi ikke helt besluttet os for endnu”, lyder det. Salg af roetoppen til et tysk biogasanlæg er også en mulighed, som spøger i kulissen, forklarer Ole Holm.

”Jeg er fuldstændig overbevist om, at samensileringen med roer er en god ide”, siger han. ”Det kan vi stort set aflæse direkte på dyrenes adfærd” og malkeydelsen er i samme periode steget med 2-300 kg pr. ko. Denne øgning kan retfærdigvis ikke alene tilskrives den gode foderplan, men velvære og sundhed er ikke altid let at prisfastsætte. Et er sikkert, Ole Holm holder fast i sine roer. For fordelene er flere.

 

Fordele langt større end ulemper

Som nævnt er aktiviteten ved foderbordet øget markant. Og her skønnes det at dyrenes velvære er øget.

Derudover kan der forventeligt høstes omkring 14.000 foderenheder pr. hektar i roer, hvor der forventes omkring 10.000 foderenheder i majs.

De knuste roer i ensilagen bidrager til et højt tørstofindhold i foderet og, sammenlignet med roepiller, er de samensilerede roer ligeledes en ret billig foderkilde.

Der arbejdes på en foderproduktion med 1 kg tørstof pr. foderenhed.

”Og for os betyder det også noget, at have en høj egenproduktion af foder”, lyder det fra den veltilfredse sønderjyske roedyrker. Ole Holms roer er i år af sorten Frieda KWS, som er kendt for et højt udbytte og en høj sukkerprocent.

 

DK_2009ole-holm-027
”Aktiviteten ved foderbordet er steget betydeligt efter at vi er begyndt at samensilere roer med majs, vi tror, at det øger dyrenes velvære” siger Ole Hansen Holm, Rødekro.

 

DK_2009ole-holm-061
”Roer giver flere foderenheder pr. hektar end majs og hos os er jeg overbevist om, at roerne er kommet for at blive som en del af vores foderprogram”, siger Ole Holm, her med et pragteksemplar af sorten Frieda KWS.

Roer i ensilagen (pdf)

 


 
KWS